Husk forsikringen

Du skal have en ansvarsforsikring, når du kører knallert. Det er lovpligtigt, og kan desuden redde dig fra store udgifter, hvis du bliver involveret i en ulykke og andre kommer til skade.

Har du ikke forsikringspapirerne i orden, kan du risikere at betale flere hundredetusinde kroner i tabt arbejdsfortjeneste, mén-erstatning, tab af erhvervsevne osv., hvis du fx kører ind i en fodgænger og han eller hun kommer til skade. Også selv om ulykken ikke er din skyld.

Husk også, at hvis du kører groft uforsvarligt eller hensynsløst, kan du risikere, at din ansvarsforsikring ikke dækker, hvis du kører galt.

Det er en god idé – men ikke et krav – at tegne en ulykkesforsikring. Den dækker skader på dig selv, hvis det går galt. En kaskoforsikring dækker skader på din knallert, eller hvis den bliver stjålet.